WELLCOME'S KONCEPTER
KROP & KRÆFT
I samarbejde med Rigshospitalet tilbydes deltagere i træningstilbuddet Krop & Kræft et 3 måneders gratis træningsforløb i Wellcome Fitness & Spa.
Krop & Kræft er et træningstilbud målrettet kræftpatienter i kemoterapi. Træningstilbuddet bygger på en sundhedsfaglig og tværvidenskabelig forskningsindsats i Center for Sundhedsfaglig Forskning / UCSF og udbydes året rundt i Region Hovedstaden.
Krop & Kræft startede som et forskningsprojekt i 2001, og har gennemgået tre forskningsfaser afsluttende med et randomiseret kontrolleret forsøg. Forskningsprojektet viste at træningsprogram Krop & Kræft reducerer træthed, forbedrer den fysiske kapacitet og øger energiniveauet hos kræftpatienter i kemoterapi. Siden 2007 har Krop & Kræft været implementeret som et fast træningstilbud i Region Hovedstaden.
Fællesskabet og samværet blandt deltagerne er i høj grad med til at opretholde motivationen og flytte fokus fra sygdommen til et fælles mål om at være fysisk aktiv og præstere. Træningsforløbet strækker sig over seks uger på Rigshospitalet, og efterfølgende kan deltagerne gratis træne i fuld åbningstid i en periode på 3 måneder i Wellcome Fitness & Spa.